Nyheder

Åbent hus og debat

Kom på besøg, når vi den 24. september kl. 11-15 åbner dørene til renseanlægget på Strandvejen 100, 5500 Middelfart. Du kan komme med på rundvisning, hvor du kan lære lidt om, hvordan vi renser spildevand.

Til frokost byder vi på pølser og vand – selvfølgelig ikke hentet fra renseanlægget!

Hele dagen vil der være sjove aktiviteter for børn og barnlige sjæle. Vi uddeler også gaveposer til børn. Der er begrænset antal, så det er først til mølle-princippet.

Vi afholder også en debat, som vil foregå i hallen på renseanlægget. Debatten starter kl. 11:30. Ordstyreren under debatten er Lars Trier Mogensen – bl.a. aktuel med DR P1 programmet Guld og grønne skove.

Vi ser med glæde, at I stiller spørgsmål og deler jeres holdninger omkring de emner, vi debatterer.

Emnerne er:

Betaling

  • Er det fælles ansvar at håndtere vand? Eller skal man pålægge et større bruger-ansvar efter forureneren-betaler-princippet?

Badevand

  • Hvor mange dage om året med urent badevand efter bl.a. voldsomme regnskyl skal man acceptere? Og hvad nu hvis vejret bliver endnu mere ekstremt?

Klima

  • Skal Middelfart gå forrest i Danmark – og sætte særligt høj klimastandart? Eller er det nok at overholde reglerne?

Lugtgener

  • Hvor meget må håndtering af spildevand kunne mærkes i lokalområdet? Og er lugtgener det værste problem?

Vi glæder os til at se dig!