Separatkloakering betyder, at man adskiller regnvand og spildevand i hver sit kloakrør. Det mindsker risikoen for oversvømmelser og beskytter vandløb og natur.
I Middelfart Kommunes Spildevandsplan er angivet bestemte boligområder, der skal separatkloakeres.
Her finder du vigtig information, hvis du som grundejer skal adskille regnvand og spildevand på din grund.
I Middelfart Kommunes Spildevandsplan kan du se, om der skal separatkloakeres i dit boligområde: Forside - Spildevandsplan 2026- 2031 - Middelfart Kommune
Du har ansvaret for at få adskilt regnvand og spildevand på din grund.
Du betaler selv for arbejdet på din grund.
Arbejdet skal udføres af en autoriseret kloakmester.
Der vil blive afholdt informationsmøder i relevante boligområder, hvor du kan høre mere og stille spørgsmål. Du vil modtage en invitation, når datoerne er på plads.
I dag løber regn- og spildevand i det samme kloakrør, hvis du bor i et fælleskloakeret område. Det betyder, at kloakkerne bliver overfyldte, når det regner meget – og så kan der løbe spildevand ud på veje, i kældre eller i nærmeste vandløb.
Ved at adskille regnvand fra spildevand:
I Middelfart Kommunes Spildevandsplan kan du se, om dit boligområde skal separatkloakeres.
Som grundejer står du for at adskille regn- og spildevand på din egen grund.
Vand fra f.eks. toilet, afløb og vaskemaskine skal i spildevandsrøret. Regnvand fra tagrender og riste udenfor skal håndteres for sig selv. Arbejdet skal udføres af en autoriseret kloakmester, som du selv skal rekvirere og betale for.
Du kan finde en oversigt over autoriserede kloakmestre på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside i Autorisationsregister via Sikkerhedsstyrelsen via nedenstående link til Sikkerhedsstyrelsen.
Link til Sikkerhedsstyrelsen autorisationsregister Autorisationsregister | Sikkerhedsstyrelsen
Alt arbejde, som har eller kan have berøring med spildevand, skal altid udføres af en autoriseret kloakmester.
Du må ikke selv udføre afpropning eller andre ændringer i de eksisterende afløb og installationer. Det gælder også afkobling og tilslutning til Middelfart Spildevands kloaksystem.
Du må gerne selv etablere nedsivningsanlæg og ledninger til at bortlede regnvand. Men til det øvrige arbejde skal du benytte en autoriseret kloakmester.
Kloakmesteren skal efterfølgende dokumentere det udførte arbejde ved indsendelse af en færdigmelding med kloakplan til kommunen. Det er en god idé at få en kopi af færdigmeldingen.
Du kan finde en oversigt over autoriserede kloakmestre på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside i Autorisationsregister via nedenstående link til Sikkerhedsstyrelsen.
Link til Sikkerhedsstyrelsen autorisationsregister Autorisationsregister | Sikkerhedsstyrelsen
Nogle grundejere har allerede adskilt deres regnvand og spildevand før Middelfart Spildevand adskiller det på offentligt areal. Hvis de eksisterende kloakrør på din grund er registreret i byggesagsarkivet, kan du finde tegninger via nedenstående link.
Du skal dog være opmærksom på, der kan være lavet ændringer på dit kloaksystem, som nuværende eller tidligere ejere ikke har registreret hos kommunen.
Du kan få en autoriseret kloakmester til at undersøge kloakledningerne. Ofte kan dette gøres ved en såkaldt TV-inspektion, så du ikke behøver at få din have gravet op.
Link til weblager Weblager | Dit digitale arkiv
Når anlægget er etableret, skal kloakmesteren indsende en færdigmelding til kommunen. Det er vigtigt at indsende færdigmeldingen, da anlægget ikke anses som færdigetableret før det tidspunkt. Sammen med erklæringen skal der indsendes en tegning over anlæggets placering i forhold til bygninger og skel.
Link til Erklæring fra autoriseret kloakmester- færdigmelding EG Selvbetjening
Op til vi begynder at grave, afholder vi et informationsmøde. Her får du og dine naboer mange vigtige informationer om selve gravearbejdet, og du får mulighed for at stille spørgsmål.
Informationsmøderne bliver planlagt af vores ingeniører, og de planlægger hvert møde individuelt. Der er forskel på, om det er en stikvej i et villakvarter eller en hovedfærdselsåre i midtbyen.
Som regel møder vi op med en projektleder, en repræsentant fra entreprenøren og en repræsentant fra kommunen. Hvis vi benytter en ekstern rådgiver, bliver de inviteret med.
På mødet fortæller vi generelt om separatkloakering, og hvorfor det er vigtigt. Herefter snakker vi om dig og din grund. Derfor er det en rigtig god idé at være med. Tidsplanen, trafiksikkerhed og andre vigtige informationer bliver også nævnt.
Der er flere muligheder for at håndtere dit regnvand på egen grund, så det ikke løber ud i den offentlige kloak. Du kan f.eks. opsamle regnvandet i et regnbed, en beholder eller en lavning i græsplænen. Det kan gøres på mange måder, der samtidig forskønner haven. Alternativt kan vandet nedsives i en faskine.
Vær opmærksom på, at du skal søge kommunen om tilladelse til nedsivning af regnvand.
I områder, hvor Middelfart Spildevand separatkloakerer, tilbagebetales regnvandsbidraget ikke, selvom regnvandet håndteres på egen grund.
Det er kun ejendomme i områder, der er udpeget til at kunne udtræde af Middelfart Spildevand for regnvandskloakering, der kan få tilbagebetalt dele af tilslutningsbidraget. Hvis din ejendom ikke ligger i et af de udpegede områder, kan du ikke få regnvandsbidraget tilbagebetalt, selvom du håndterer alt dit tagvand på din egen grund. Hvis du vil vide mere om mulighederne for tilbagebetaling kan du gå ind på Middelfart Kommunes Spildevandsplan.
Ikke nødvendigvis. Det afhænger af de konkrete forhold på den enkelte ejendom. Hvis jorden er egnet til nedsivning, og grundvandet står lavt, er der mulighed for, at du kan håndtere noget eller alt tagvandet på din egen grund i f.eks. en faskine eller et regnbed. Det kræver dog, at du holder vandet på din egen grund, og at det kan ske uden gene for naboerne.
Nogle gange kan det være en fordel at kombinere forskellige måder at håndtere tagvandet på. F.eks. kan det nogle gange være hensigtsmæssigt, at regnvandet fra ”bagsiden” af huset håndteres på din egen grund, mens resten afledes til regnvandskloakken.
Omfangsdræn skal tilsluttes regnvandsledningen. Det kan være nødvendigt at installere en pumpe, der løfter drænvandet til terræn eller den højtliggende regnvandsledning. Denne løsning bekostes af grundejeren.
Man må gerne bruge regnvand fra tagflader til wc-skyl og vaskemaskinen. Regnvandsanlægget skal være installeret af en autoriseret VVS-installatør og tilsluttes kloaksystemet af en autoriseret kloakmester.
Der skal være installeret en måler, der registrerer den forbrugte mængde regnvand, da der stadig skal betales vandafledningsbidrag af det afledte vand.
Tidsfristen for at separatkloakere på egen grund, og tilslutte ejendommens kloakanlæg til Middelfart Spildevands nye kloaknet, er 1 år efter, at anlægsarbejdet er udført. Du har selv ansvaret for at få udført kloakeringen på din egen grund og tilsluttet dit eksisterende anlæg til det nye stik. Dette skal altid udføres af en autoriseret kloakmester.
Du behøver ikke vente på kommunens påbud.
Hvis du gerne vil i gang nu med at håndtere dit regnvand på egen grund, kan du gå i gang med at indhente de nødvendige tilladelser med det samme. Herefter kan du få skilt regnvand og spildevand af en autoriseret kloakmester.
Hvis du vil fortsætte med at lede dit regnvand til det offentlige system, orienterer Middelfart Spildevand om, hvornår du kan gå i gang med at opdele kloakken. Din kloakmester kan også kontakte Middelfart Spildevand for at koordinere arbejdet på din grund med vores arbejde.
Hvis du har planlagt et større anlægsarbejde derhjemme (f.eks. ny indkørsel, have, terrasse eller lignende) inden Middelfart Spildevands kloakarbejde, opfordrer vi dig til at kontakte os, før du går i gang.
Husk altid at benytte en autoriseret kloakmester, når du ændrer dit kloaksystem. Kloakmesteren kan give dig et tilbud på arbejdets omfang og pris.
Ja, se forrige spørgsmål.
Udgifterne varierer fra ejendom til ejendom og afhænger blandt andet af omfanget af belægninger og dybden på kloakledninger.
Vi foreslår, at du får et tilbud fra to eller tre autoriserede kloakmestre på at adskille regn- og spildevand på din grund.
Du skal selv betale udgifterne til at adskille regn- og spildevand på din grund.
Middelfart Spildevand betaler alle udgifter til etablering af den offentlige del af det nye kloaksystem, dvs. uden for din grund, og vi opkræver ikke nyt tilslutningsbidrag.
Nej, Middelfart Spildevand kan ikke give tilbud på at adskille regn- og spildevand på privat grund.
Kontakt en, og gerne flere, autoriseret kloakmester for et tilbud på arbejdets omfang og pris.
Middelfart Spildevand kan ikke yde tilskud eller tilbyde lån til adskillelse af regn- og spildevand på din grund. Har du spørgsmål om dette, skal du kontakte Middelfart Kommune.
Middelfart Spildevand leverer et stik til husspildevand eller regnvand ca. 1 meter inde på din matrikel.
Når vi separerer et område, tager vores entreprenør fat i jer, for at høre om I har et ønske til placering af stik. Hvis det er økonomisk og teknisk muligt, vil jeres ønske blive imødekommet.
Hvis ikke andet aftales, placeres det nye stik som udgangspunkt ved siden af eksisterende.
Vi foretager en udvendig fotoregistrering af din ejendom, inden vi går i gang med at arbejde med kloakken. På den måde mindskes tvivlen om, hvorvidt arbejdet har været skyld i skader på din bygning. Fotoregisteringen skal dokumentere tilstanden af bygningen, før vi går i gang med anlægsarbejdet.
Derfor har vi brug for at komme ind på din grund. Vi banker selvfølgelig på først og giver dig besked, hvis du er hjemme, og vi fotoregistrerer kun bagsiden af din ejendom, hvis der er adgang til bagsiden.
Hvis du ikke ønsker, at vi fotoregistrerer din ejendom, så kontakt Middelfart Spildevands projektleder. Du finder deres kontaktoplysningerne her ved at klikke på det projekt, der er relevant for dig.
Umiddelbart efter informationsmødet begynder entreprenøren at gøre klar. Der skal sættes skilte op, de store gravemaskiner og skurvogne skal transporteres hen til området, og vores kloakrør bliver leveret.
Vi har typisk et sted i nærheden af gravearbejdet, hvor vi har lagerplads og skurvogne. Det kan være en stor græsplæne eller parkeringsplads. Når vi forlader stedet, sørger vi for der bliver sået nyt græs eller ødelagt asfalt bliver lappet.
Tager vi jeres lokale parkeringsplads, så ved vi godt, at det kan give problemer. Alternativet er dog, at der ikke er plads til os.
Vi arbejder som hovedregel på hverdage i tidsrummet mellem kl. 07.00-17.00.
Vores gravearbejde foran dit hus tager ofte 3-4 uger. Nogle gange bliver vi hurtigere færdig, men venter med at lægge asfalt.
Du skal sætte dine affaldsbeholdere ud til skel, som du plejer.
Hvis renovationsbilen ikke kan få adgang til vejen ved din ejendom, vil entreprenøren flytte affaldsbeholderen hen til nærmeste farbar vej, hvor de bliver tømt. Entreprenøren kører affaldsbeholderen tilbage til det sted, de tog den.
Hvis du oplever, at du ikke får tømt din skraldespand, så kontakt renovationen på mail eller telefon.
Vi får brug for din hjælp, mens gravearbejdet står på. Det er en stor hjælp, hvis du følger vores og entreprenørens anvisninger om f.eks. parkering. Hvis du respekterer skiltningen, står der ikke pludselig en bil og spærrer for en lastbil eller gravko. Samtidig giver det gode arbejdsvilkår for håndværkerne på pladsen, og vi kan sikre trafiksikkerheden for dig og din familie.
Hvis du synes, noget er helt tosset, så giv os et kald. Måske er der lavet en fejl, eller måske er der en god forklaring. Du får telefonnumre på projektleder og formand på pladsen til informationsmødet.
Projekterne vil i perioder lokalt påvirke trafik og adgangsforhold. Det vil derfor blive nødvendigt at foretage en række ændringer med spærring og ensretning af trafikken.
Grave- og asfaltarbejde koordineres i tæt samarbejde med Middelfart Kommune for at sikre bedst mulig afvikling af trafik og adgangsforhold.
Alle, som får gravearbejde helt tæt på, vil løbende blive orienteret via SMS-service, Facebook og vores hjemmeside.
Hvis du i dag har kælder, som du gerne vil aflede spildevand fra, skal du have monteret en pumpe, da Middelfart Spildevand kun har pligt til at modtage spildevand fra stueplan. Dette er for grundejers regning, og pumpen skal installeres af en autoriseret kloakmester.
Du må kun vaske din bil, hvis du bor på en vej med fælleskloakering (en enkelt ledning til både regnvand og spildevand), da alt vand, der ender i kloakken, kommer ud på renseanlægget og bliver renset.
Hvis du bor på en vej med separatkloakering (en ledning til regnvand og en anden ledning til spildevand) må du ikke vaske bilen, da det beskidte vaskevand med olie, tungmetaller, osv. kan ende i kloakken til regnvand og løbe ud i søer og i havet i stedet for at blive renset på renseanlægget.
Det er bedst at bruge vaskehaller, da de bruger vaskemidler, der er underlagt miljøkontrol samt, at de renser og genbruger vaskevandet. Vaskehaller er den bedste mulighed for at beskytte miljøet.
Du finder de igangværende projekter her Projekter - Middelfart Spildevand
Ser du omstrejfende rotter skal du straks anmelde det til kommunen.
Brug kommunens selvbetjening til anmeldelse af rotter eller kontakt kommunen for hjælp til anmeldelse på telefon 8888 5500.
Middelfart Spildevand A/S
Strandvejen 100
DK - 5500 Middelfart
Find EAN-nr. og CVR nr. her
Åbningstider
Mandag til torsdag: kl. 9-15
Fredag: kl. 9-12
Forbrugsafregning lukket fredag
Kontaktoplysninger
Tlf. 63 44 44 44
Mail. kontakt@middelfartspildevand.dk
Vagttelefon: 40 16 88 70