En undersøgelse viser, at dele af kloakledningen er så beskadiget, at en akut udskiftning er nødvendig. Udskiftning gennemføres for at sikre en stabil afledning af spildevandet og forebygge yderligere skader og sætninger i vejen.

Strib-Middelfart Entreprenørforretning er derfor i gang med at grave den beskadigede del af kloakken op og etablere en ny ledning.

Arbejdet betyder desværre, at Kauslundevej må afspærres for gennemgående trafik i en periode. Vi beklager de gener, som arbejdet medfører, og arbejder på at få vejen åbnet igen hurtigst muligt. Vi melder flere oplysninger ud, så snart vi ved mere om arbejdets varighed.

Undersøgelsen peger på, at skaderne primært skyldes svovlbrinte, som er dannet i denne del af kloaksystemet. Svovlbrinten har nedbrudt betonen på den berørte strækning og gjort kloakledningen sårbar over for belastningen fra den omkringliggende jord og trafikken på vejen.

Middelfart Spildevand vil nu undersøge den øvrige del af kloaksystemet i Kauslunde Nord for at afdække, om andre strækninger er påvirket, og om der er behov for forebyggende renovering.

Hvis undersøgelserne viser behov for yderligere renovering, forventer vi, at arbejdet så vidt muligt kan udføres ved strømpeforing. Ved denne metode etableres en ny, tæt foring inde i den eksisterende kloakledning. Dermed kan omfattende opgravning af vejen undgås.