Som selvstændig virksomhed udarbejder Middelfart Spildevand sit eget årsregnskab. I 2025 viser årsregnskabet et resultat på 23 millioner kroner.
Det lyder måske, som om vi nu har 23 millioner kroner ekstra, som vi kan bruge på nye projekter. Eller som om pengene skal udbetales til nogen.
Men svaret er nej til begge dele.
Et årsregnskab er ikke det samme som en bankkonto
Selvom resultatet står sort på hvidt i årsregnskabet, betyder det ikke, at det samme beløb er landet på vores bankkonto.
Forklaringen skal blandt andet findes i de mange projekter, vi gennemfører for at vedligeholde og forbedre kloaksystemet. Projekterne koster ofte mange millioner kroner og skal holde i rigtig mange år.
Derfor bliver udgifterne også fordelt over mange år i årsregnskabet. Det kaldes afskrivninger.
Hessgade kommer med i årsregnskabet i 75 år
Et eksempel er vores projekt i Hessgade i Middelfart.
Selvom regningen for projektet bliver betalt nu, bliver hele udgiften ikke registreret i årsregnskabet for 2025. I stedet bliver den fordelt over de næste 75 år, fordi anlægget forventes at have værdi og være i brug i hele denne periode.
Hvert år indgår derfor 1/75 af udgiften i årsregnskabet.
Det er den almindelige måde at udarbejde et årsregnskab på efter årsregnskabsloven.
Vi investerede 43 millioner kroner i 2025
I løbet af 2025 betalte Middelfart Spildevand 43 millioner kroner til nye projekter, herunder projektet i Hessgade.
Alligevel viser årsregnskabet et resultat på 23 millioner kroner, fordi kun en del af udgifterne til de langsigtede projekter indgår i årsregnskabet det enkelte år.
Årets resultat fortæller altså ikke i sig selv, hvor mange penge vi har til rådighed.
Kan vi så selv bestemme taksten?
Nej. Vi kan ikke frit beslutte, hvor meget forbrugerne skal betale.
Middelfart Spildevands indtægter er regulerede, og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fastsætter rammerne for, hvor meget vi må opkræve hos forbrugerne. Der bliver samtidig ført kontrol med, at vi overholder rammerne.
Vi er derfor ikke en virksomhed, der arbejder på at tjene flest mulige penge. De penge, vi opkræver, skal bruges til at drive, vedligeholde og udvikle spildevandssystemet.