Thomas Foged bliver ny direktør i Middelfart Spildevand

18-01-2018

 

40-årige Thomas Foged tiltræder 1. februar stillingen som direktør i Middelfart Spildevand.

Bestyrelsen i Middelfart Spildevand har netop ansat Thomas Foged som ny direktør i selskabet. Thomas Foged kommer fra en stilling som økonomichef i Middelfart Kommune – og har siden 1. september 2017 været konstitueret som direktør.

  • Vi har været igennem en længere rekrutteringsproces. Her har det været rigtig positivt at se et skarpt og kompetent felt. Når bestyrelsen nu ansætter Thomas Foged, så skyldes det hans profil, hans stærke CV og de rigtig gode resultater, han har skabt – og så har vi i den periode, han har været konstitueret, set og oplevet ham som en rigtig dygtig leder med nogle gode værdier, siger formand for Middelfart Spildevand, Allan Buch.

Thomas Foged tiltræder stillingen som direktør per 1. februar. Men Middelfart Spildevand og Middelfart Kommune har lavet en aftale om, at han frem til 31. marts fortsat varetager opgaver som økonomichef i Middelfart Kommune.
De seneste måneder som konstitueret direktør i Middelfart Spildevand har været virkelig spændende. Så jeg er meget glad for, at jeg nu får lov at påtage mig opgaven permanent og skal være med til at præge virksomhedens udvikling. Og så sætter jeg stor pris på, at jeg får lov til at fortsætte samarbejdet med de mange dygtige folk, som jeg allerede har lært lidt at kende, siger Thomas Foged.
 

Novagraf A/S